Æblebrud med mørk chokolade og hasselnødder

3 dl vand

30 g gær

60 ml solsikkeolie

1½ spsk. sukker

½ tsk. stødt kanel

½ tsk. stødt kardemomme

1½ tsk. fint salt

175 g stenformalet speltmel

325 g hvedemel

2 danske æbler

75 g mørk chokolade

1 æg

25 g hasselnøddeflager

Hæld vandet i en skål, og rør gæren ud i vandet. Tilsæt olie, sukker, kanel, kardemomme, salt og speltmel, og rør rundt. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen, og ælt dejen grundigt, til den er glat og smidig. Lad dejen hæve lunt og tildækket i 1 time.

Riv æblerne på den grove side af et rivejern. Hak chokoladen groft.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og lav en fordybning i midten af dejen. Slå ægget ud i fordybningen i dejen og tilsæt de revne æbler og den hakkede chokolade. Vend rundt i dejen med en spatel, så fyldet fordeles rundt i dejen. Fortsæt til dejen er sammenhængende, men stadig er våd og lidt ujævn.

Hak dejen i 9 stykker, og løft dem over på en bageplade med bagepapir med to skeer eller en stor spatel. Dejen kan ikke formes til pæne boller, men bliver i stedet til lækre, rustikke brud. Lad æblebruddene hæve tildækket på pladen i 30 minutter.

Tænd ovnen på 215°. Drys hasselnøddeflager på æblebruddene, og bag dem i ovnen i 15-18 minutter, til de er flot gyldne og gennembagte. Afkøl på en rist.

 

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *