Kærnemælkshorn med marcipan og rabarber

Tid: 40 minutter.

Hævetid: I alt 1½ time.

Bagetid: 16-18 minutter. Antal: 8 stk.

Gærdej med kærnemælk:

260 g hvedemel

25 g sukker

1/4 tsk. salt

150 g smør

1 dl kærnemælk

25 g gær

Bland hvedemel, sukker og salt i en skål. Skær smørret i små tern, og smuldr det i melblandingen med fingrene.

Lun kærnemælken, til den er håndvarm, og rør gæren ud i den. Hæld den lune væske i melblandingen, og saml dejen med hænderne, men uden at ælte. Tilsæt evt. en smule mere hvedemel, hvis dejen klistrer. Læg dejen i en skål, og lad den hæve tildækket et lunt sted i 1 time.

Marcipanfyld med rabarber:

50 g blødt smør

50 g sukker

50 g marcipan

2 stængler rabarber (gerne røde vinrabarber)

Rør smør, sukker og groftrevet marcipan sammen til en remonce. Skyl og rens rabarberne, og skær dem i tynde skiver på ca. ¾ cm.

Pensling og drys:

½ æg til pensling

15 g mandler

1 spsk. perlesukker

Rul dejen ud på et let meldrysset bord til en stor cirkel på ca. 35 cm. i diameter. Skær dejen ud i 8 lige store trekanter.

Læg en skefuld marcipanremonce i den brede ende på hver trekant, og fordel 5-6 stykker rabarber oven på remoncen. Rul trekanterne sammen til horn, og læg dem på en bageplade med bagepapir med lukningen nedad. Lad hornene hæve på bagepladen i 30 minutter.

Tænd ovnen på 180°. Pensl hornene med sammenpisket æg, og drys med finthakkede mandler og perlesukker. Bag kærnemælkshornene i ovnen i 16-18 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Afkøl på en rist, og servér dem lune og friskbagte.

Opskriften er fra køkken lykke

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *