Koldskål med skyr

Koldskål med skyr, en let og lækker opskrift, en portion indeholder ca. 250 kcal og 19 gram protein. Prøv at karamellisere nødder og kerner i honning på panden. Det bliver til den sprødeste og lækreste topping til koldskålen – og endda et meget bedre alternativ end kammerjunker. Koldskålen kan eksempelvis nydes med nødder, kerner, müsli, frugt eller bær – alt efter behag. Resultatet er vildt – konsistensen er så cremet og lækker, og smagen er frisk, rund og syrlig, og varsler i den grad sommer!

Cirka 6 portioner:
2 bæger pasteuriserede æggeblommer
2-3 spsk. rørsukker
2 vaniljestænger
1 liter  kærnemælk
1 liter tykmælk
350 g skyr
skal og saft af en økologisk citron
2 spsk. hyldeblomstsaft (koncentreret)

Vaniljestængerne flækkes, og kornene skrabes ud. Vaniljekorn, sukker og æggeblommer piskes sammen. Derefter tilsættes kærnemælk, tykmælk og skyr, og det piskes sammen. Afslutningsvis tilsættes revet citronskal og saft, samt hyldeblomstsaften, og koldskålen smages til.

Smid de tomme vaniljestænger i skålen, og lad koldskålen stå og trække et par timer på køl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *